Sorø, d. 22. januar 2012

Til fødevareminister Mette Gjerskov!

Tak for brev af 16.ds (Sagsnr: 13429) hvor jeg dog desværre må konstatere, at du er gledet udenom mine konkrete anker over brugen/misbruget af fisketegnsmidlerne. Det er muligvis af politiske grunde, men måske også fordi du er ny i tjenesten og ikke inde i problematikken. Såfremt det er en ”skriverkarl” der har stået for dit ”ikke-svar”, må jeg anbefale, at vedkommende får et kursus i fiskeriforhold med særligt henblik på lystfiskeri. Men jeg har selvfølgelig gennem årene vænnet mig til lignende ”ikke-svar” eller ”pølsesnak”.

Alligevel skal jeg forsøge at klarlægge nogle beklagelige kendsgerninger, især hvad angår forringelserne i udsætninger af ørred. Tidligere, hvor udsætningerne fulgte de anvisninger, min far – statsbiolog Knud Larsen – havde fundet frem til gennem store mærkningsforsøg i 60-erne, havde vi et udmærket kystfiskeri efter havørreder. Der var dengang tale om kystudsætninger af 2-års ørreder alle de steder i landet, hvor mærkningerne havde vist en fin effekt. Der blev suppleret med udsætninger i åmundinger (også af 2-års fisk) samt udsætninger i vandløb af 1 og ½ års fisk hvor vandkvaliteten var i orden ligesom føde- og skjulmuligheder. Såfremt det ved el-fiskeri kunne konstateres, at et vandløb producerede tilstrækkeligt med yngel, blev der ikke sat ud.

I slutningen af 90-erne kom der pludselig politisk interesse for at nedbryde dette for betalere af fisketegn gode system. Der var 2 årsager, nemlig ønsket om at bruge en betragtelig del af pengene til forskning, kombineret med tidens trend dengang, nemlig en noget sødladen naturromantisk bølge, især båret frem af Danmarks Naturfredningsforening (der nu pludselig gjorde sig kloge på fiskerispørgsmål). Denne bølge blev naturligvis grebet med kyshånd af de politikere, der ville have fat i lystfiskernes penge, så nu skulle fiskepleje være så ”naturlig”! I slutningen af 2000 faldt hammeren, de givtige kystudsætninger blev forbudt, og mundingsudsætningerne skulle bestå af noget småkravl og beskæres til det halve. Det sidste blev dog droppet da protester fra andre end Danmarks Sportsfiskerforbund indløb, men den ringe størrelse blev fastholdt til stor skade for fiskenes overlevelse. Den meget ”biologiske” forklaring på forringelsen gik på, at man kunne risikere at de kystudsatte ørreder strejfede op og ”forurenede” stammer i forskellige vandløb. Det var i årene, hvor troen på unikke ørredstammer nærmede sig en slags racehygiejne for fisk, og hvor man troede, at det gjaldt om at fastholde ”stammer” med stor vækst og tidlig opgang i vandløbene. Denne form for naturromantik er dog nu på retur. Stor vækst afhænger af fødegrundlag i havet og om saltvandet er så svagt, at ørrederne om vinteren kan æde videre til havs og ikke tvinges til at flygte op til smalkost i nedre dele af vandløb. Opgang for at yngle i vandløb afhænger primært af vandføringen, hvor der fra år til år kan være stor variation. Dette vidste man udmærket fra ældre undersøgelser over ørreders levevis, men det var måske opportunt og lidt ”mystisk” med al den snak om stammer! Man hørte ikke spor om den store Bornholms-undersøgelse, hvor det kom frem, at ca. 16 % af de naturlige ørreder optrådte som strejfere.

Sideløbende med ovenstående forringelser kom der gang i kreativiteten med at finde ”selvreproducerende” vandløb. Nu var det nok om biologerne ved el-fiskeri i aug. sept. fandt nogle enkelte af årets yngel, så kunne udsætninger droppes. Denne praksis blev velsignet af Vilhjelm-udvalget (der slog fast, at ørredtætheden i et vandløb ikke behøvede at passe til en ordentlig udnyttelse af føde- og skjulmuligheder).  Denne fidus blev også godkendt af Danmarks Sportsfiskerforbund.

Jamen så kan man da skaffe øgede ynglemuligheder ved at restaurere vandløb (bl.a. med lystfiskerpenge) så man kan rette smed for bager. Nu gør et vandløb desværre, hvad det selv vil efter mange forhold, fx fald og det er kun i dele af landet, at vandløbene producerer legebanker for ørreder i tilstrækkelig mængde (Bornholm, dele af Sydfyn og Østjylland). Så hælder man mange steder store mængder ral i vandløbene, og det sker naturligvis af god vilje med en pæn portion uvidenhed, og stor er så forbløffelsen, når man et år eller 2 efter ikke kan se spor af disse kunstige legebanker, der er dækket til af sand eller slam. Men så er der da gjort noget for ørredbestanden!!

Denne planløse raludhældning har man vidst længe mest gjorde nytte som en slags terapi for kommuner og lystfiskere uden tilstrækkelig indsigt. Men man kan godt lave legebanker, der holder sig brugelige, men det kræver etablering af større bygværker fx strømkoncentratorer, og så vil Naturfredningsforeningen nok klage over, at det skæmmer naturen. Alternativet er af vippe en del landsdele 1-2 grader, men det overstiger nok selv den nye regerings kræfter(!)

Så det reelle alternativ – hvis man da vil behandle lystfiskerne ordentligt – er at vende tilbage til ærlige udsætninger i vandløb, samt at erkende at undskyldningerne for stop for kystudsætninger og brugen af for små fisk ikke holder vand, men at lystfiskernes penge skulle styres andre steder hen. Men det er nok for stort et ansigtstab!

Til slut forstår jeg godt, at du undgår at kommentere mit forslag om fritagelse for fisketegn for andre grupper end alderspensionister. Med regeringens planer om forringelser for førtidspensionister og kontanthjælpsmodtagere er det naturligvis utidigt at bringe et sådant forslag på banen!!

Med venlig hilsen

Bjørn Larsen,
Brobyvej 42,
4180 Sorø.

OBS. Se for resten min hjemmeside www.stangfisker.dk det kunne måske være interessant for en ny fødevareminister.