Forside

 Aktuel

 Isefjordens      Ørredsammenslutning     

 Oprindelige ørreder i Karup Å

 Hormonforstyrelse

 Ørredudsætninger 

 Regnbueørreder - faunaforurening

 Fiskehistorie fra  Grønland

 Links

 Kontakt

 Web-master

 

 

 

 

cc Bjørn Larsen

 

Creative Commons License
Denne værk er licensieret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser. 2.5 Danmark Licens.

 

 

                                                                                                  

Miljøpolitik. 

Seriøs indsats eller naturromantik? 

Lidt historisk: I løbet af 1960-erne begyndte det så småt at gå op for større dele af befolkningen, at det ikke stod for godt til med dansk natur og miljø. Politikerne var jævnt hen ligeglade, og det blev en opgave bl.a. for aktive lystfiskere at gøre opmærksom på de skader, der var sket på vandløb og søer og enkelte havområder. Det var ikke populært at rette henvendelse til ansvarlige myndigheder om elendige ”rensningsanlæg”, og – allerede dengang – ulovlige udledninger fra landbruget (ensilagesaft, ajle og møddingvand) samt udledninger fra forskellige industrier. Sagerne blev så vidt muligt ”syltet”, og anmelderne blev hængt ud som ”kratluskere”.

I løbet af 70-erne begyndte der dog at ske en ændring, da pressen fandt miljøsager interessante, og det gik op for politikerne, at mange vælgere ønskede, at forureningen blev nedbragt og andre former for naturødelæggelse stoppet. Så vi fik en miljølov fulgt af en stribe bekendtgørelser. Loven var sine steder ret tvetydig, men dog et fremskridt, og i slutningen af 70-erne faldt så godt som samtlige politiske partier nærmest over deres egne ben for at fremstå som miljøvenlige med store ord og armbevægelser. Det kneb dog stadig med indgreb i konkrete sager, og det var stadig vanskeligt at få embedsmænd i stat, amter og kommuner til at udføre det arbejde, de var forpligtet til iflg. lovgivningen. Kom overtrædelser endelig for domstolene, var den evt. bødestraf oftest latterlig lille. Tilladelser til nye virksomheders oprettelse var generelt lempelige, og der herskede udtalt modvilje imod at se ældre virksomheder efter i sømmene. Oprettelse af nye effektive kommunale rensningsanlæg kunne også trækkes i adskillige år. Men de fleste danskere har nok følt, at der nu virkelig skete noget positivt!

Et meget vigtigt tiltag omkr. 1980 var vedtagelsen af en ny vandløbslov, der skulle hindre grov grødeskæring og opgravning fremover af de i forvejen plagede danske vandløb, der gennem mange år var blevet hårdt regulerede. Loven – der blev vedtaget i 81 - gav en frist på 10 år, før vandløbsmyndighederne (kommuner, amter) behøvede at rette sig efter den, og der kunne endda gives yderligere dispensation. En meget erhvervsvenlig lov for landbruget!

Som vandløbsloven tydeligt viser, var politikerne i klemme mellem et befolkningskrav om bedre miljø og hensynet til erhvervslivet, der vel er de fleste partiers mest betydende bagland. Men i 80-erne lettede presset!

Dette årti er kendetegnet af en fokusering på det enkelte individ i modsætning til værdien af en fælles indsats. En udvikling, der blev igangsat/bakket op af såvel politikere som medier, og hvor også indsatsen for et bedre miljø blev ramt. Det skulle nu være den enkelte borgers ansvar gennem sin livsførelse at ”redde Verden”, og det kunne staten hjælpe til med ved at opkræve såkaldte ”grønne afgifter,” der skulle ændre folks adfærd i mere miljøvenlig retning. Det lød jo ganske tilforladeligt, med undtagelse af, at EU med prisværdig åbenhed netop havde anbefalet den slags skatter, da de lettere ville blive godtaget i befolkningerne, og så vendte disse afgifter for resten også ”den tunge ende nedad” og ramte netop de dårligst stillede. Men det blev ikke rigtig nævnt i begejstringen for denne miljøvenlige beskatning.

Afgifterne virkede da også. Folk sparede på vand, el og andet med de nye afgifter, hvorefter priserne blev sat op for at holde fortjenesten. Det blev et hårdt slag for befolkningens ønske om et bedre miljø, og miljøpolitik blev upopulær. Meningsmålinger om hvad vælgerne mente var af størst betydning, viste ret hurtigt kraftige dyk i interessen for miljøforbedringer.

Situationen i dag: Som den lille ”historiske” gennemgang viser, har dansk miljøpolitik ikke fulgt en særlig lige linie, og det er fortsat op til nu, hvor man kan sige, at vi befinder os i den ”naturromantiske” periode. Denne startede for alvor i 90-erne og havde som hovedmål at værne om ”den oprindelige danske natur”. Det lød smukt – men lidt urealistisk – i betragtning af, at der i modsætning til vore nabolande så godt som ikke findes oprindelig natur i Danmark. Visse af de tiltag, der er gennemført under parolen er dog ganske fornuftige fx nogle steder bedre skovdrift, vandløbsrestaureringer og skabelse af nye søer, medens andet har været ren gift for lystfiskernes interesser. Her kan nævnes den nærmest religiøse fokusering på, hvad der kaldes ”vildfisk” og ”oprindelige stammer” der har leveret politisk alibi til betydelige nedskæringer i ørredudsætningerne til skade for mange lystfiskere (se andre artikler på hjemmesiden). Også uviljen mod at nedbringe de store bestande af hejrer og skarver rammer fiskeriinteresserne. Det lader til at være ganske glemt, at der i vort ”kulturprægede” land mangler rovdyr, der naturligt kan holde andre dyrebestande på et naturligt niveau.

Ind imellem fører det naturromantiske til nærmest grinagtige regler som fx forbud imod at bringe agnfisk fra en sø eller et gadekær til brug andetsteds, men her er jo heller ikke tale om erhvervsinteresser, hvor der ikke gribes ind mod de store udslip af regnbueørreder, der jævnligt sker fra bl.a. det store Musholm havbrug i Storebælt, der endda for nylig har fået et betydeligt statstilskud. Erhvervsinteresser er generelt stadig fredet. Det naturromantiske rækker ikke til, at der bliver stop for overfiskningen eller gjort effektivt op med landbrugets forurening. Hormonforvirrende stoffers udbredelse i naturen bekymrer heller ikke en rigtig ”naturromantiker”! Dertil er den kemiske industri for stærk!

Heldigvis ser det nu ud til, at en ægte miljøinteresse igen er ved at vinde frem blandt menige danskere, og det er jo ikke så godt set fra de ledende kræfter i samfundet. Så vi har fået en miljøminister, der blev ”søsat” som særdeles miljøvenlig, og nu skulle der ske noget på området. Desværre ses det ikke i dagligdagen, men ministeren har været meget flittig til at snakke global opvarmning og har fået en større konference om emnet til Danmark – om det så hjælper på CO2 – udledningen, at en flok pinger æder og drikker i nogle dage står hen i det uvisse, men hotelbranchen er sikkert glad!

De store miljøspørgsmål skal naturligvis behandles, men mere dagligdags problemer må ikke glemmes i den forbindelse, og det er vel heller ikke en sådan afledningsmanøvre, der er regeringens og primært miljøministerens dagsorden?? I så fald må man håbe, at medier og almindelige borgere drager problemerne frem uden skelen til, hvilke økonomiske interesser, der har glæde af fortsat slendrian og positiv særbehandling.

 

Bjørn Larsen