Forside

Aktuel

Issefjordens Ørredsammenslutning 

Oprindelige ørreder i Karup  Å 

Hormonforstyrrelse 

 Ørredudsætninger 

Regnbueørreder - faunaforurening    

Fiskehistorie fra Grønland

Links

Webmaster

                                                                                                               24/11 – 05.

Overfiskning. 

I de senere år står det for alvor klart, at fiskebestandene i havet ikke er en uudtømmelig ressource. I ældre tid var det ellers ”god latin” at fremhæve, at menneskers aktiviteter var intet i forhold til det mægtige hav, men udviklingen siden 2. Verdenskrig har vist det uholdbare i denne påstand. I mange år var det dog mest den stigende forurening, der havde opmærksomheden, og det stadig mere effektive erhvervsfiskeri havde ikke den store opmærksomhed, men udviklede sig enormt ”i læ” af forureningsdebatten.

Endnu i dagens Danmark er der i mange medier en tendens til at behandle erhvervsfiskeriet ud fra en romantisk forestilling om den vejrbidte, skråtyggende fisker, der iført sydvest og med en enkel hjælper sejler sin lille kutter op mod de store bølger, der dog er det rene vand imod ”onde” biologer, der ønsker stramme kvoter. Den gamle fisker ved naturligvis bedst, at der er masser af fisk(!).

Dette ”mediebillede” er naturligvis lidt firkantet stillet op – men ikke særligt misvisende – og ses desværre hver gang, der er strid om fiskekvoter. Den tekniske udvikling i fiskeriet og koncentrationen i store fiskeriselskaber er vist gået mediernes næse forbi, skønt tydelige tegn på overfiskning baseret på nye instrumenter og redskaber allerede viste sig i 1960-erne (sild, makrel). Der blev grebet ind dengang, og fiskeriet kunne da slå over på andre arter.

Siden er det blevet vanskeligere. Det kniber at finde arter at slå over på, der ikke allerede er presset, og det udbredte industrifiskeri trykker også arter, der ikke er egentlige industrifisk, samt fjerner vigtig føde for større rovfisk (fx tobis, brisling).

Siden år 2000 er det i høj grad torsken, der har været udsat for overfiskning, og med kedelige følger også for lystfiskere.

I ”gamle dage” kunne torsk være en direkte plage for den kystfisker, der mest var ude efter ørred, men nu vil mange nok ønske sig denne ”plage” tilbage, så der dog var noget at fiske efter.

Allerede i midten af 80-erne skete der et tilbageslag for torskene i de indre farvande, da store trawlere fra Vestkysten var blevet begrænset i deres fiskeri i Nordsøen og forlagde deres fiskeri. Bestanden kom dog op igen, men ved juletid 2000 kom der direkte fiskestop i dele af Nordsøen, så en gentagelse af tidligere erfaringer truede.

Undertegnede rettede derfor henvendelse til daværende fødevareminister, Ritt Bjerregård, med ønske om, at hun forbød de store trawlere fra Vest - og Nordjylland at fiske i indre farvande. Trods rykkere fremkom intet svar fra ministeren, før jeg senere på foråret indbragte sagen for folketingets fødevareudvalg. Svaret var det intetsigende, at der efter hendes skøn ikke var noget problem(!) på trods af daglige meldinger fra jyske fiskeriauktioner om vældige landinger af ”torsk fra indre farvande”. Resultatet af dette rovfiskeri udført af trawlere op til 600 tons i vinteren og foråret 01 var endnu mere nedslående end rovfiskeriet i 80-erne, og fangst af torsk er blevet en sjældenhed, undtagen hvis man er så heldig at kende et par optimale steder.

Da det stod klart, at torskebestandene havde fået sit knæk, blev der i årene efter gennemført nogle halvhjertede foranstaltninger, der angiveligt skulle rette bestandene op, men da regeringen samtidig er meget ivrig efter at følge EU’s regler (og nervøs for at lægge sig ud med erhvervsfiskeriet) har det ikke haft den store effekt. Biologer har beregnet, at det vil vare 15-18 år med den nuværende ”indsats” at få opbygget bæredygtige bestande.

Det er måske endda optimistisk, da den markante nedgang i torskebestandene giver ubalance i hele økosystemet. Sildebestandene i de indre farvande har været i vældig fremgang, siden torsken gled ud som væsentlig rovfisk. De mange sild udgør en stor fare for spæde torskelarver og er således med til at hjælpe politikerne med at holde torskene nede. Så rovfiskeri på én art har større følgevirkninger end umiddelbart synligt!

Men hvad burde regeringen så foretage sig?

Først og fremmest kunne man ”rotte sig sammen” med Sverige og Tyskland, hvor indstillingen til genopretning af torskebestandene er mere positiv, og få gennemført en regional fiskeriaftale, som EU nok skulle afholde sig fra indblanding i. Dernæst kunne der gennemføres forbud mod trawlfiskeri i større samlede områder af de indre farvande, samt forbud imod at ”fremmede” fiskefartøjer hjemsøger indre farvande. Endelig skal den stærkt nedskårne fiskerikontrol styrkes betydeligt. Det er jo også for dårligt, at svenskerne gang på gang kan klage over Danmark, når det gælder indsatsen imod ulovligt fiskeri i Øresund. 

Disse forslag – og andre – er gentagne gange blevet fremsat overfor regeringen (bl.a. af undertegnede) men lysten til at frede fiskerne er større, end når det gælder fiskene! Det burde ellers være indlysende, at opbygningen af bæredygtige fiskebestande er den bedste hjælp til erhvervsfiskeriet, og at regeringens passivitet kun medvirker til, at erhvervet saver den gren over, det selv sidder på.

Nylig har regeringen fremlagt en strukturreform for erhvervsfiskeriet. Naturligvis markedsført som væsentlig for fiskebestandenes ophjælpning, Men da reformen går ud på at styrke de større og mere effektive erhvervsfiskere på de mindres bekostning, kan det vist betegnes som vildledende reklame! 

Bjørn Larsen.