Forside

Aktuel

Issefjordens Ørredsammenslutning 

Oprindelige ørreder i Karup  Å 

Hormonforstyrrelse 

 Ørredudsætninger 

Regnbueørreder - faunaforurening    

Fiskehistorie fra Grønland

Links

Webmaster

De moderne udsætninger.

 

Hvad angår udsætninger af fisk dominerer udsætningerne af ørred i høj grad. Baggrunden for disse udsætninger, der allerede startede op i 1800-tallet og endda sporadisk har fundet sted allerede i vikingetiden, var at give isolerede vande en ørredbestand og rette op på menneskers indgreb i vandløbene i form af spærringer og forurening.

Til langt op i tiden var udsætningerne ret tilfældige, og først i 1960-erne blev udsætninger i vandløb konsekvent udført efter, hvor stor bestand vandløbet kunne bære ud fra føde- og skjulmuligheder og under hensyntagen til den tæthed af ørreder, der muligvis allerede fandtes i vandløbet. Om der skulle udsættes yngel, ½-års eller 1 års ørreder rettede sig efter vandløbets størrelse.

Denne fornuftige og givtige udsætningsform blev – især på øerne – kombineret med udstrakt brug af kystudsætninger direkte i saltvand af 2-års ørreder, efter at store mærkningsforsøg havde vist et fint udbytte af denne udsætningsform.

Kombinationen af de to udsætningsformer gav et markant bedre fiskeri efter ørreder – i vandløbene og ikke mindst ved kysterne, hvor lystfiskeriet efter havørred blev den mest udbredte form for fiskeri og kendt langt udenfor landets grænser. Efter indførelsen af det generelle fisketegn blev der endda tilstrækkeligt med økonomi til at sikre de store udsætninger.

I 2001 kom så det store tilbageslag. I årene forud havde et nyt syn på forskning stille sneget sig ind. Grundforskningen skulle noget i baggrunden til fordel for forskning, der hurtigt kunne udnyttes i produktionen, gerne i samarbejde med store, private virksomheder.

Her kom fiskeribiologerne – især på ferskvandsområdet, hvorunder ørreder regnes – alvorligt i klemme. Deres arbejde har ikke den store erhvervsmæssige betydning, i hvert fald ikke direkte, og var derfor ikke noget særligt at satse på fra statens side. Til gengæld havde biologerne som rådgivere for politikerne et godt greb om fisketegnsmidlerne, og deres interesser faldt fint sammen med politikernes ønsker om, at det ændrede forskningssyn helst ikke skulle resultere i for markante og måske upopulære nedskæringer indenfor ”ikke-profitabel” forskning.

Fisketegnsmidlerne var her ”en gave fra himlen”, der gav mulighed for opretholdelse af en vis forskning (samt stillinger) men det krævede en nedprioritering af udsætningerne og helst med en god forklaring til betalerne (lystfiskerne).

I et ”julebrev” fra biologerne år 2000 kom det første hug. Uden forudgående drøftelse i det rådgivende udvalg om brug af fisketegnsmidlerne dekreteredes totalt stop for kystudsætningerne fra og med 01 og halvering af mundingsudsætninger fra 02. Forklaringen på stop for kystudsætninger var meget ”biologisk” og ”moderne”. De kystudsatte fisk ville ved strejfning genetisk forurene de naturlige ørredbestande oppe i vandløbene. Man regnede vist med, at ikke mange lystfiskere var klar over, at undersøgelser har vist, at naturlige ørreder (Bornholm) strejfer betydeligt mere end tilfældet er for de kystudsatte, samt at det er meget vanskeligt at finde noget, der kan benævnes ”en naturlig ørredbestand”. Halveringen af mundingsudsætninger blev dog ikke ”biologisk begrundet” og senere opgivet efter en proteststorm..

Derimod blev størrelsen af de mundingsudsatte fisk sat ned og krævet udsat så tidligt på foråret, at dødeligheden blev betragteligt forøget. (Se mere herom i Thomas Sørensens store redegørelse om ørredudsætningerne)  

Beklageligt (og flovt) ”købte” Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) ukritisk de ”biologiske forklaringer” og protesterede ikke imod den udemokratiske fremgangsmåde. Dette gav denne organisation et alvorligt problem med troværdigheden og lukkede af for, at man senere kunne anke over, at fiskeriet efter ørreder i årene derefter led et markant tilbageslag. Andre organisationer – herunder ”Ferskvandsfiskeriforeningen” – har gentagne gange konfronteret myndigheder og biologer med virkningerne af den nye udsætningsform, men stedse mødt tavshed eller ”en sludder for en sladder”.

Man kan gisne om, hvorfor DSF valgte ”blåstemplingen”. Måske generel uvidenhed kombineret med denne organisations vane med at prioritere hensynet til myndighederne over hensynet til egne medlemmers interesser?  

Ovennævnte angreb på udsætningerne står dog ikke alene. Gennem nogle år har det været ”in” at finde såkaldt ”selvreproducerende” vandløb, uden at mange af disse vandløb lever op til, at den naturlige produktion af yngel er nok til at sikre den optimale ørredbestand i vandløbet. Fremtidige udsætninger i sådanne vandløb stoppes, og besparelser opnås! Denne praksis har ramt mange vandsystemer, og naturligvis også produktionen af havørreder til kystfiskeriet!  

Det er sørgeligt og frustrerende for de fleste lystfiskere, at ørredfiskeriet er blevet så dårligt, som tilfældet er (gode kysttorsk er også blevet en sjældenhed). Det er svært i længden at søge forklaring i vejret, egne manglende evner udi fiskeriet, eller trøste sig med ”at nyde naturen”, når man husker tidligere tiders fine fiskeri. Naturligvis kan der stadig fanges havørreder ved kysten, når de fx fra større havområder eller nærliggende vandløb koncentreres i det tidlige forår i vige og bunden af fjorde, hvor der er god udstrømning af ferskvand – så fiskene bedre kan klare det stadig meget kolde saltvand – kombineret med begyndende opblomstring af smådyr. Så kan der i en kort periode tages nogle gode blankfisk. Men dette fænomen gør jo ikke situationen bedre generelt.                                                                                                                              Så ikke underligt, at køb af fisketegn går tilbage. Der er jo dårligt tale om en art brugerbetaling – mere en ordinær indirekte skat!

Bjørn Larsen.